ASGER JORNS DEAD DRUNK DANES. Jeg har naturligvis ikke maleriet. Det ville være hensat til petitesse at kalde det billede, da alt efterhånden henfalder til den ’etikette’. Jeg så det ikke en gang på Jorn Museet en pinsesøndag – eller så jeg det? Hænger det ikke på Louisiana? Jeg så det. Jeg spiste pizza nej jeg hentede en pizza med Morten, på pizzeriaet på Ravnsborggade. Dér hang det indrammet, en nusset plakat, hang det nedenunder disken, nedenunder montren hvor forskellige ingredienser til pizza lå i metalbakker, der hurtigt kunne skiftes ud. 1932. Gennem Bardamu har Louis-Ferdinand Céline en bøn på side 13, i Arenaudgivelse, fra 68, Rejse til nattens ende / Voyage au bout de la nuit. En Gud der tæller minutter og skillinger, en desperat Gud, sanselig og gryntende som en gris. En gris med vinger af guld, der vælter sig omkuld overalt, med bugen i vejret, rede til kærtegn, ham er det, det er vores mester! Favner hverandre. For meget kaffe; en bro, den gyldne bro, broen rejst af knogler. Jeg vender tilbage. Kan ikke sige sådan uden Terminator. Uden den skide replik derfor jeg vender ikke tilbage. Jeg mødte ikke se filmen, 2eren, for mine forældre, men Daniel havde den på VHS, så vi så den i smug, hvad skete der egentlig med øjet, hvorfor så øjet sådan ud. Jeg ved nu, at jeg er allergisk for Kloramfenikol DAK øjensalve 1 %. Ren Samsashit. Jeg tænker mere og mere på den røde gud, guden der bløder, vælter frem, pissestiv? Eller er det et helt andet maleri, er det, er det sådan, at løbe gennem tomme haller, guden rød som blodige armstumpe stumper indbundet af den beskidte gaze. Ligger gaderne ikke og trygler om sne? 36grader. 36grader. Vi er ude i det pis. Drikke så meget kaffe at man pisser sit skelet ud. Det fosser. Og hvad kan jeg sige om depression? JA, ring til mig, bare ring til mig, jeg sidder jo og venter på, at du skal ringe, for når du ringer så ringer du, og så har jeg siddet og ventet, og måske vil jeg være nervøs, fordi du ikke plejer at ringe, så når telefonen ringer og jeg har siddet en uge og ventet på at du skulle ringe, så farer jeg sammen. ATTENTION: DANGER. WONDERSCHÖN! Pop løs. Man ser bare ikke den elektriske stol for bare træer. Det er jo også sindssygt at trykke en bog i 3500 eksemplarer – hvordan kunne det lade sig gøre? Sad liiille Ole og købte 3500 bøger, brugte bøgernes papir til røven? Luksus? Som bandet Luksus, jeg ved ikke hvad du taler om. Dvs. aldrig hørt dem. Stod på Loppen pissestiv, med et gelænder som rygrad og en rygrad som gelænder.
REGI: M.M. kommer ind på scenen i Wien. Sludder mudder scenen er Wien en freundlich sommerdag.
M.M:
(TAP. TAP.)
Jeg kan ikke blive ved … det er som om … AT stemmen hele tiden ligger bag mig … med et oprustet strejf af gammel rød måne. Jeg … kan blive gammel rød måne af hele tiden … at strejfe omkring, så jeg kommer omkring; godt nok, men aldrig godt nok, for …. stemmen, der er min, fryser, og det nytter ikke noget at klæde sig ud i stort tøj, jeg er så lille, helt nederst i billedet … så jeg kan ikke blive ved med at klæde mig på, med det store sæt tøj … støj, derfor ønsker jeg ikke noget fra månen der falder og strejfer omkring … det ligner ikke noget, det ligner slet ikke noget – stemmen er hele tiden lidt langsom, og det må være det hæse tøj … jeg går ud fra at tøjet engang har været meget hysterisk … i sin bemaling fra fuglenes lort … SÅDAN helt hysterisk, så lad mig da begynde, du begynder aldrig før du stopper. … Du stopper nu. Ingen grund og ingen forhandling, ingen grund og ingen forhandling. WAK …. WAK … så … går …. vi …. Så … går …. vi!
Skoven er meget skov, en skov der er meget skov. Hvor længe gå rundt som en alt for stor bjørn, spille knæk på grenene. Skoven er mørk, solen er for længst gået ned, man vader sammen med de andre, med går sammen med de andre, men man går ikke man har knækket for sidste gang, hånden der var så meget en lab; labben gik gennem ruden, jeg ved ikke hvorfra volden kom og hvorfor volden skulle stige og nå sit klimaks med en lab gennem ruden, det var næsten som om det ikke sagde nogen som helst lyd, jeg vendte mig. Jo, lige bag mig kun med et par centimeters ingenmandsland – en ny bamse, bamsen kom ikke nærmere, vinduet var så smadret, ånder pustede ud lyset, lyset fik mig rundt, gik mig rundt, drejede mig, vendte mig, alle kunne se pelsen bløde på oversiden af labben. Tilbage til hænder, helt deroppe var hænderne og ingen afstand til hænder og labber, så jeg tog mig af hånden og rakte den væk fra labber til nye labber, så labber tog imod og så gik skoven alligevel ikke mere; det var meget norsk. Norske skove er så dejlige. Ja, norske skove er så dejlige. Hvordan går det? Jeg har det helt ad helvede til, jeg har spillet fodbold lige her, indtil min krop ikke gad mere, hovedet, hovedsageligt – Baselitz har de her store grove hoveder i træ, malet gule – med ét kom månen frem helt betændt. Der er piller mod den slags, sagde bamsen, det var meget sent, månen stod helt betændt midt på himlen og måske var regnen i gang nu, men måske havde regnen været i gang længe. Nok, jeg sagde, nok er nok. Jeg ved jo ikke hvad det betyder. Jeg ved ikke ordene, jeg kender ikke ordene. Jeg kommer dem ikke forbi, de ser ikke lige forbi, hænger ikke ud, det burde være sådan, at være en passiv mand fanget af labber. Der er så mange labber, men hænderne forstår labberne ligner det da i hvert fald på dansen imellem labber og hænder. Dansen ser godt ud: Så jeg ved naturligvis ikke lightere tænder stjernekastere – som barn som lille dyr med få ord, var jeg så bange for fyrværkeri – vi tog til et land. Vi tog til et andet land, men nu er jeg er jeg, siger jeg. Jeg tror ikke mere. Jeg er SÅ meget et hul. Det er meget heldigt. Udsigten, fra hullet, til et landskabs træer, alle bøjende sig over mig, grene helt kradsende hul, ikke hullet, aldrig hullet, men hul lige på mig, så jeg springer ikke op, lader pulsen være dernede. Så om morgenen, skarp sol indad vinduet, gardinerne har været meget rungende som var de af noget kobber og jeg røg kopper ind og ud, mest ind, inde helt indenfor red regnen gennem dagene som om. Nok er jeg blind. Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.
Allan gik rundt omkring. Han mødte en lille mand, manden havde høje tindinger, kort hår, store briller. Manden kiggede nervøst op på ham, Allan, Allan kiggede væk. I det de krydsede hinanden ved Klarboderne, i Centrum, sagde den lille mand noget. Allan hørte ikke hvad den lille mand sagde, men den lille mand så langt fra tilfreds ud. De krydsede hinanden og Allan stillede sig op og fulgte den lille mand gå ned ad Købmagergade, Allan besluttede sig for at følge efter den lille mand. Men skruetrækkeren var ikke brugt på øjnene, skruetrækkeren var jo ikke brugt på øjnene, men Allan var sikker, så sandt som han i virkeligheden rigtigt var født i 1977.
Den lille mand havde en frakke på, frakken var ikke lukket. Allen fulgte efter han, gik uden om folk, der var mange folk på Købmagergade. Allan holdt sig på sikker afstand af den lille mand, han ønskede ham ikke ind i hovedet igen.
Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.
Ved Rundetårn smed den lille mand en bunke papirer i en skraldespand ved en bænk. På bænken sad en flok og drak øl. Allan ventede til den lille mand var nået langt pokkers ad helvede til. Allan gik hen til bænken og skraldespanden. Fandt bunken med papirer.
---
WATTS GANGART, BECKETT
Watt’s måde at bevæge sig for eksempel mod øst på bestod i at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og samtidig slynge sit højre ben så langt som muligtmod syd, for derpå at vende overkroppen så langt som muligt mod syd og samtidig slynge sit venstre ben så langt som muligt mod nord, for derpå igen at vende overkroppenså langt som muligtmod nord og slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd …
Øjet. Hvad skal man ikke mene? Jeg mener begynder han, men han fortsætter ikke. Har Samuel Beckett lavet en film med et øje? Nej jeg ved ikke. Jeg ved virkelig ikke, men øjet har det bedre, jeg blev ikke som en bille sat ved et bord mens man iagttog mig spise med stort besvær. Sådan gik tiden. Foråret kom forbi. Du kom forbi: Du havde den fineste kjole, med en hel sommers fugle gemt. Jeg tænker på Joseph K. og hans mand med mange, praktiske lommer. Politibetjenten med de mange lommer. De er arresteret, De skal ikke noget. Vi skal ikke noget. Tiden er med os.
Nu skal jeg pisse.
Mine øjne ved naturligvis godt, at de ser just cause you feel it dosen't - osv. Det ryger fra øjnene, eller det ryger ikke, de ryger ikke, men munden ryger, gennem tænderne går tænderne som tænder der går, i hast en ryddet mund, hånden kommer, den kommer hurtigt: munden er uden tænder for tænderne er gået, gået væk i hast, så jeg vågnede. Jeg vågnede en morgen (denne dag anno domini), op vågnede op, op af en urolig søvn, jeg var sat ved et bord, for enden af et langt bord, på bordet foran mig lå kød. Vi var hos slagteren. Jeg spiser ikke kød. Sagde hun virkelig det? Vi lå under dynen, lå længe, jeg havde sovet uroligt, når man sover uroligt, sover man uroligt, jeg vågnede og når man vågner vågner man op, jeg vågnede op, steg op til overfladen, dynen var som et hav, et hav med vold, det krævede vold at løfte dynen op, se dog. Men sov jeg. Sov jeg allerede igen, jeg tror ikke at jeg sov, jeg sov vist ikke, tænkte på en mand, ikke bare en almindelig mand, men en mand, der var kommer, for at arrestere mig, han havde en frakke på. Frakken bestod af mange lommer. Det må være praktisk tænkte jeg. Jeg der lige var vågnet. På denne tid af dagen plejede fru Schribe at vække mig med en kande kaffe. Men vent. Noget var helt galt, mit øje havde været gennem en operation under nattens uroligheder. Noget var dødt. Man skærer det bort, det døde, det rådnede, råddent. Så vågnede jeg. Jeg stod op. Jeg stod op efter jeg stod op, jeg stod op og kiggede, med mit ene gode øje.
Men det er fortid nu, nutiden er sommer. Sommer er sommer fordi sommer er det bedste. Her tænker jeg på kjolerne. Du kunne komme i en kjole; jeg ville se på dig, min kærlighed til kjoler vil få mig til udbryde NEJ, NÆH sådan ca. vik ´´ vil jeg udbryde udrydde mig selv. Øjet har det bedre. Jeg tænker på et brev, brevet skal få dig til at smide alt. Jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er (MSR), i Hvedekorn, 2006, virkelig 2006? Finde det. FIND DET! Okay så. MSR i hvedekorn 2005 - virker det virker linket? Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er
Du skulle helst læse dette brev, ville dette brev få dig en kjole du havde købt i New York, ville der små propelfly på, ville lidt røg fise ud af propelmotoren, angive at flyene var levende måske var flyene levende måske fløj de rundt over det hele i rummet og jeg ville røre ved flyene og ikke sige mere.
Mit øje. Det til venstre, til højre for dig når vi danser, når vi står overfor hinanden og klæder os af. Det er helt færdigt; jeg vågnede af en urolig søvn, som Gregor Samsa, som Gregor Samsa, og opdagede at mit øje var virkelighed. Det ser bare ikke for godt. Og jeg kan ikke kigge ud af det, fordi øjenlåget er hævet op dobbelt. Vi er på vej til Roskilde. Vi ridder på heste; vil ikke gå på vores fødder, gamle, vi rider, vi kommer frem. Luften var ny, ren, rust, rustet, aftenen var rustet op, sammen som en gammel - mand - jeg kan ikke mere. Jeg kigger nu med mit højre øje. Fluerne summer droner omkring. Nede ved havnen var ikke en skid. Den slags udbrud (fandens, shit, fuck, ikke en skid), lad os være ude af dem, menneske, det sejler, vi valgte motorvejen, tog toget, mod Nykøbing Falster, toget standsede ved en gammel tiger, fluerne dronede omkrinng, hvem er jeg - jeres leder, så spredt i tusind ord, nej: Mere. Vi skal da lige af sted, ikke, jeg ved det ikke. [det hele er lånt ud: Ulysses, I morgen findes systemerne igen, Din misbruger, Lautréamont, Trappe Tusind nr. 1] Nu skal jeg slå rust af salene med en fandens god krimi. Ole luk øjet.
Jeg venter. Regnen er begyndt at falde igen. Jeg forestiller mig ting; døde ting dø, punktummet. Lygten ude foran min dør. Mit navn. Dit navn. Havne skrottet op, rusten roser, roserne varmer under ilden. Stjernerne lytter mens de falder, håret falder bagud hele tiden et vanvittig styret styrt og Kollisionen? Kommer den ikke forbi. Fordi at det er sommer tilgiver jeg dig. Men sommeren er langsom, jeg har ikke tid hvad nu hvis? Sådan siger ingen men filmen uden een karakter - vi spiller den om og om igen. Mens stjernerne falder, guderne lyser - den sidste brændte hul og ud af hullet faldt sneen fra en anden dag, et andet land. Hånd i hånd. Jeg drømmer om det sådan, sådan set drejer det sig om 24 timer, mange minutter døde sekunder. Så måske kom det ikke til mig, men jeg så Jorn Museet, så Stalingrad - men typish var ej jeg troede det var større, men mon ikke? Og om noget, som noget, som det gør da ikke noget. Skal vores børn drikke den mælk, floderne stiger, regnen falder, jeg sætter mig ikke ind i tingene sådan som tingene er. Jeg kigger på dem som en åben fisk hvis luft i luften - nej det stinker fælt at sidde stille, se mig. Jeg rokker frem og tilbage, radioen er indstillet på den tid, det sted, stedet hvor tingene faldt ud, endeligt. Nationen. Talen. Træerne der vokser ind over hinanden, de stamper, skuffer skufferne, træerne stamper en lysning og en ræv kommer til syne. Per Kirkebys Per Kirkeby Litt - 2. udgave af Bebop. Jeg læste den. Jeg læste den hurtigt, men hvordan er kærligheden, Tikki Bird#33 hvordan lyser kærligheden med et springvand, kaskader mand, over det hele, sæden, sådan. Over det hele. Hils pigerne i byen. Jeg kommer hjem. Jeg kommer hjem. Jeg kommer hjem. I will fight this I'm gonna fight this. Ses!
Født 8. november 1935 i Vangede. Født 16. maj 1983 på Vesterbro, Østerbro, kom ikke, kom ikke her. Opvokset i Horsens, fra 1947 til 1953 i Viborg, MUSIKKEN: Radiohead, Idioteque. Idioteque af Kasper Nørgaard Thomsen. Skriften går den vej; ojo det regnede meget i går, men i dag skinner solen, jeg har ikke noget navn hvor faderen var landsdommer. Studier ved Københavns Universitet fra 1953, først frank, så musik, så slavistik. Det drejer sig om noget: Requiem er ikke bare læst som småting 'Det er en fantastisk rigdom Peer Hultberg med Requiem skænker den danske litteratur' - Poul Borum. 'Jeg kender ikke nogen større prosabog i den moderne danske litteratur. Og det gælder ikke det ydre omfang alene' - Jens Kistrup. Studieophold i Skopje 1956-57, i Warszawa 1958-59. Derefter bosat i London. Mytologisk landskab med Daphnes forvandling har jeg lovet min far. Vi er sommerhus. Hundene lever. Varmen er flyttet med myrerne nej myrerne flytter mig bort ord efter ord (IC), men ærligtalt Myrerne flytter rundt. Går rundt. Så falder man over Martin Johs. anmeldelse af Må sort dreng dø ren af Morten Søndergaard. Man skriver mails. Man modtar mails. Videre studier ved University of London fra 1960. B.A. 1963. Lektor i polsk sprog og litteratur ved University of London 1963-1968. Disputats om den polske forfatter Waclaw Berent’s litterære stil 1967, udgivet i polsk oversættelse 1969. Lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet 1968-1973. Studier ved C. G. Jung Instituttet, Zürich 1973-1078, diplom derfra 1978. Læreranalytiker ved C.G. Jung Instituttet, Zürich, samt Deutsche Gesellschaft für Psykoanalyse… und Tiefenpsykologie (DGPT).
Peer Hultberg døde den 20. december 2007 i Hamburg. Jeg er levende jeg er levende Mælken er sur. Vinteren et ur. Nu musik; Miles? Davis? Radio.
København er efterladt. Mørket i går, snurrende fagter GUDS ØJE i alle møblerne, indboet sprang, sprængtes - tilbage - tilbage står sproget med et tog igennem sig, som symaskine.
Måske ikke Requiem. Men i hvert fald sommerhus. Og musik. Miles Davis. Det pisser ned. FUGL#33 hvad siger du til det hele? Det er som at sidde meget langt indeni sig selv. Mens det regner. Jeg tror bestemt at det regner. Tidligere kørte jeg meget tog. Nu er her helt mørkt, som i en telefonboks uden udgange, forestil dig det. Sådan var turen slet ikke.
Peer Hultberg
Født 8. november 1935 i Vangede.
Opvokset i Horsens, fra 1947 til 1953 i Viborg, hvor faderen var landsdommer. Studier ved Københavns Universitet fra 1953, først frank, så musik, så slavistik. Studieophold i Skopje 1956-57, i Warszawa 1958-59. Derefter bosat i London. Videre studier ved University of London fra 1960. B.A. 1963. Lektor i polsk sprog og litteratur ved University of London 1963-1968. Disputats om den polske forfatter Waclaw Berent’s litterære stil 1967, udgivet i polsk oversættelse 1969. Lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet 1968-1973. Studier ved C. G. Jung Instituttet, Zürich 1973-1078, diplom derfra 1978. Læreranalytiker ved C.G. Jung Instituttet, Zürich, samt Deutsche Gesellschaft für Psykoanalyse… und Tiefenpsykologie (DGPT).
Peer Hultberg døde den 20. december 2007 i Hamburg.
i faget skulle vi bare have spurgt
