Viser opslag med etiketten udbrud. Vis alle opslag

tidsplan/træudsnit

__ _ _ _ _ __ ___ _,

|tidsplan/træudsnit |

| |

|program i 12stk's |

| |

| . |

|©© l j |

| l - j |

|zonezonozone l j |

|_ __ __ _ ____ ____ |

__ _ _ ____ __ ___,

| |

|_ _ __ ____ __ ___ _|

∆ søn 18.20 @2009

“

pisangens transperante Løv og

det flaskegrønne klare Atlanter

hav omkring Teneriffas Kyster,

hvor Sandet er sort, pulveriseret

Lava, med en silkehvid Luft

over, og en Vulkankegle, som

forbinder Himmel og Jord,

skønnere Sammenspil af Farve,

Tid og Rum, mindes jeg ikke at have set.

“ Johannes V. Jensen, Pisangen (1932).

Uge 41

jeg kan forstå at der er music

IND gennem vinduerne

åbne

Evt misvisende navne

Bud Powell glasskær i

børnenes linser, husker DE

Bud Powell i glasskær

husker vel Bud Powell

Uge 41

isbjørne fodres med hestene

Det efterlyste en tidsfrist.

alt er på vej

Sigga

skærsommernatsdrømme

stopper et hærskareskrig

rollefigur elskelige fjols

ender med at vinde heltinden

og alle hendes spejlsnit

vil du se film eller er du magnetisk

stærke træk af en danser

tretten, tolv år

invasionsplanerne er endeligt skrinlagt

Uge42

pindemærkede piloteringspæle i planskåret

kvartblok, så på menneskende vis

grifler tanker ned i små sorte ugekalendre

Ug42

Vi studerede dit udsyn

til stor glæde

optagelserne vender

og irritation

storglædes vi

over resultatet
10

Ug43

lægger sgu da ikke ud med Jeg...

men nu da olien var gydt kom så det næste:

Ug43

vores Vejlederønske

introduktion til analyseobjektet

Pakkeforløb for malignt melanom

U44

ansøg om briller

through and through sawn log

optag kompagniets solodanser

Velcom

Musikken på Gudernes Ø er tilstrækkelig

Den holder os vågent

derfor maler vi med pincetter

derfor maler vi ugekalenderen over

Som ordby

Piloteringspæle

beirut har at sige:

بحث المدونة الإلكترونية علامة على المدونة إلغاء تمييز المدونة

المدونة الإلكترونية التالية» إنشاء مدونة إلكترونية | تسجيل الدخول

ét af tegnene virker bekendt ellers har du altid ment at det var et ret smukt skriftsprog

men det er altså sådan det ses i bla libanon, altså at du tager fejl jf ovenstående rulle

det hele tyder nu på at jeg går hele vejen

/ararubin

GANGART

Gangart

REGI: M.M. kommer ind på scenen i Wien. Sludder mudder scenen er Wien en freundlich sommerdag.

M.M:

(TAP. TAP.)

Jeg kan ikke blive ved … det er som om … AT stemmen hele tiden ligger bag mig … med et oprustet strejf af gammel rød måne. Jeg … kan blive gammel rød måne af hele tiden … at strejfe omkring, så jeg kommer omkring; godt nok, men aldrig godt nok, for …. stemmen, der er min, fryser, og det nytter ikke noget at klæde sig ud i stort tøj, jeg er så lille, helt nederst i billedet … så jeg kan ikke blive ved med at klæde mig på, med det store sæt tøj … støj, derfor ønsker jeg ikke noget fra månen der falder og strejfer omkring … det ligner ikke noget, det ligner slet ikke noget – stemmen er hele tiden lidt langsom, og det må være det hæse tøj … jeg går ud fra at tøjet engang har været meget hysterisk … i sin bemaling fra fuglenes lort … SÅDAN helt hysterisk, så lad mig da begynde, du begynder aldrig før du stopper. … Du stopper nu. Ingen grund og ingen forhandling, ingen grund og ingen forhandling. WAK …. WAK … så … går …. vi …. Så … går …. vi!

Skoven er meget skov, en skov der er meget skov. Hvor længe gå rundt som en alt for stor bjørn, spille knæk på grenene. Skoven er mørk, solen er for længst gået ned, man vader sammen med de andre, med går sammen med de andre, men man går ikke man har knækket for sidste gang, hånden der var så meget en lab; labben gik gennem ruden, jeg ved ikke hvorfra volden kom og hvorfor volden skulle stige og nå sit klimaks med en lab gennem ruden, det var næsten som om det ikke sagde nogen som helst lyd, jeg vendte mig. Jo, lige bag mig kun med et par centimeters ingenmandsland – en ny bamse, bamsen kom ikke nærmere, vinduet var så smadret, ånder pustede ud lyset, lyset fik mig rundt, gik mig rundt, drejede mig, vendte mig, alle kunne se pelsen bløde på oversiden af labben. Tilbage til hænder, helt deroppe var hænderne og ingen afstand til hænder og labber, så jeg tog mig af hånden og rakte den væk fra labber til nye labber, så labber tog imod og så gik skoven alligevel ikke mere; det var meget norsk. Norske skove er så dejlige. Ja, norske skove er så dejlige. Hvordan går det? Jeg har det helt ad helvede til, jeg har spillet fodbold lige her, indtil min krop ikke gad mere, hovedet, hovedsageligt – Baselitz har de her store grove hoveder i træ, malet gule – med ét kom månen frem helt betændt. Der er piller mod den slags, sagde bamsen, det var meget sent, månen stod helt betændt midt på himlen og måske var regnen i gang nu, men måske havde regnen været i gang længe. Nok, jeg sagde, nok er nok. Jeg ved jo ikke hvad det betyder. Jeg ved ikke ordene, jeg kender ikke ordene. Jeg kommer dem ikke forbi, de ser ikke lige forbi, hænger ikke ud, det burde være sådan, at være en passiv mand fanget af labber. Der er så mange labber, men hænderne forstår labberne ligner det da i hvert fald på dansen imellem labber og hænder. Dansen ser godt ud: Så jeg ved naturligvis ikke lightere tænder stjernekastere – som barn som lille dyr med få ord, var jeg så bange for fyrværkeri – vi tog til et land. Vi tog til et andet land, men nu er jeg er jeg, siger jeg. Jeg tror ikke mere. Jeg er SÅ meget et hul. Det er meget heldigt. Udsigten, fra hullet, til et landskabs træer, alle bøjende sig over mig, grene helt kradsende hul, ikke hullet, aldrig hullet, men hul lige på mig, så jeg springer ikke op, lader pulsen være dernede. Så om morgenen, skarp sol indad vinduet, gardinerne har været meget rungende som var de af noget kobber og jeg røg kopper ind og ud, mest ind, inde helt indenfor red regnen gennem dagene som om. Nok er jeg blind. Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.

KVINDE:

(Irriteret)

Er du færdig?

Dejlig, ATTER dejlig musik. MOZ. MOTH. BMUEUEUEUEUEUEUEUEUEUEEUE. UBY. Tæppet for.

SLUT.

---

Allan gik rundt omkring. Han mødte en lille mand, manden havde høje tindinger, kort hår, store briller. Manden kiggede nervøst op på ham, Allan, Allan kiggede væk. I det de krydsede hinanden ved Klarboderne, i Centrum, sagde den lille mand noget. Allan hørte ikke hvad den lille mand sagde, men den lille mand så langt fra tilfreds ud. De krydsede hinanden og Allan stillede sig op og fulgte den lille mand gå ned ad Købmagergade, Allan besluttede sig for at følge efter den lille mand. Men skruetrækkeren var ikke brugt på øjnene, skruetrækkeren var jo ikke brugt på øjnene, men Allan var sikker, så sandt som han i virkeligheden rigtigt var født i 1977.

Den lille mand havde en frakke på, frakken var ikke lukket. Allen fulgte efter han, gik uden om folk, der var mange folk på Købmagergade. Allan holdt sig på sikker afstand af den lille mand, han ønskede ham ikke ind i hovedet igen.

Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.

Ved Rundetårn smed den lille mand en bunke papirer i en skraldespand ved en bænk. På bænken sad en flok og drak øl. Allan ventede til den lille mand var nået langt pokkers ad helvede til. Allan gik hen til bænken og skraldespanden. Fandt bunken med papirer.

---

WATTS GANGART, BECKETT

Watt’s måde at bevæge sig for eksempel mod øst på bestod i at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og samtidig slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd, for derpå at vende overkroppen så langt som muligt mod syd og samtidig slynge sit venstre ben så langt som muligt mod nord, for derpå igen at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd …

oy oy

nu vi er ved øje

og fotoblogging

to objektiver klasker sammen

selvportræt

en anden mands øje

Fnart følger så sig lidt ensom når du ikke er her=

så mangler vi resten af allerød - kan det være et sommerprojekt der+

var i hvert fald en mand der der prøvede, kort slips og jakke samt en Levin i

en brun stofpose jeg er ret tilfreds med den. Men også Ham, en guitarist altså,

ud for at udforske dette nye instrument på tagene i argentina ene efter andet.

Glemmer lidt om allerød skal De skrive op her, altså i byen, der kommer kaffe.

Jeg tror nu meget på et projekt drømmehug store plancher, og en lille tur i sundet

ovenvande selvfølgelig, man har jo sin Levinguitar. du er da ikke rigtig klog.

nej. tjoh, nu feks? nu skal De høre, I også (peger på de andre) Dette har i et år

været mit største værk, en lang uropførelse, nu drømmer jeg kun om en betonbåd

til mit instrument, ser I, dette instrument, jeg hader det, lad mig finde ud af det i fred, jeg tænker større og større dag efter dage - tag feks mine tekster og akkorder eller I kan også tage dem, fra mig, væk, jeg smider og gir, on me... idiot.. men jeg kan da lige få tur i den forbi råderriet og få en skarp til pinsler. Holde om mig, stikke fingrene i mit øre og øje, på rette sted , før sejladsen, det ville sikker klæde dig med al det snask på fingrene, før instrumentfascinationen var tegningen, jeg begrænsede mig til fingre, mest de to yderste led og så bare det yderste på tomlen jeg er venstrehåndsmand forstår du så,,, se den her hånd jeg har ikke bestilt andet end at forsøge at affotografere den, tage i lisboa porto gibraltar allerød lisboa, den har været mit motiv overalt, nu må man så se på råderriet ja, her er jo smukt som altid, nu til søs, jeg dropper den her guitaridé vil du med i stedet? man skal jo have et projekt og vi holder os selvfølgelig oven vande. armestakkel, det er mine, tag feks dem og behold dem for stedse, du har jo brug for dem, tag dem, hun er dit et og alt, behold dem alle tre der skal ske noget fremad, ud af det med de yderste led, jeg tror jeg takker nej til vandet, de har lige skudt solen ned, denne dag gik hurtigt og her er satans koldt, ja satans, er det ham? , jeg vil tjo hvalre ika vruuuulm vruuuulm, åh du havde ret nu kommer de, alle de grønne på geled, jeg troede de fik fri efter det med solen, hvor mange procent af solen skal de.. 100, åh,,, ser man d... ligesom fodbold, kender De det der er en bane derude ved fyret. efter banen og fyret er det mørkt og der traves videre uden guitar i al ligegyldighed og det var ikke så sjovt trods alt og så brydes der op og to skæbner mødes aldrig igen, det gider jeg ikke jeg er født til større ting, hvad med ham der havde gang i den tolvårige kende De ham, ja fra langt tilbage, han siger han nok godt kunne finde på det igen; og jeg stoler på hans ord. idiot, vruuuuulm cycle gradient står der over basen, der sidder de der og hin sidder de der og her sidder også et par utroligt at tænke på souljam men på aikidoplan tungstensgryde hos dem, og de der har sgu gas en ordentlig krabat og som om vi ikke alle tørster for tiden, ja, jeg har ikke drukket kom, geledet er der jo allesammen det bliver et mararidt, de har sikkert drukket hver en dråbe, dryp dryp, dig dig, EJ lad være, haha, idiot lad være pas på dig selv en anden gang du var jo ved at falde til sidst, så lad ham falde, han elsker jo livet alligevel, tagene i allerød og argentina og min nye guitarmikrofon, jeg har det hele endnu, og ofrer det gerne som du netop har erfaret, jahh det gør du, du er stærk i troen, jeg burde miste noget, tag min tubular, den elsker jeg højt, strømmen driller lidt men den suser afsted hver gang man har behov for det. ikke nu, næste gang, vi må smutte tak og tænk over prestigen, at den er god nok til dig kunne aldrig skade, tubular kan du ikke huske mig på det jeg sender et brev jeg ringer hvad der nu sker om vi så går helt galt i byen så er der aldrig noget galt med et opkald/kort nej... papirrullen skal jeg huske til i morgen og så min guitarpose og så den her skide tubular ATN skrives med blæk når jeg er hjemme så husker jeg det i hvert fald, jeg går den korte vej selvom det er sjældent, der skal ske noget i dag. mandag dag sker der altid noget

LINKS OG BREV

Øje

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Øjet er kroppens lyssensor overfor den ydre verden vi er i verdenen pga. af vores øjnes hav. Du taler om forhold, jeg nyser, prosit siger du, men det kan ikke være rigtigt. Det er en biologisk indretning, som opfangerer og projicerer lys via en linse på stave og tappe i nethinden, som om alle flyene på din kjole fra New York var levende omsættes signalerne til impulser i synsnerverne. Øjet beskyttes af øjenbrynet, øjenlågene øjenlåg slemt tilredt og hævet og øjenvipperne og forsynes med væske fra tårekirtlen. Det hele er fint nu. Meget fint. Jeg ville elske at have dig som gæst hver dag, mens Miles Davis er on the corner og ud af øjenkrogen ser jeg dig, i alle vinde, ride op en storm, der hvirvles, flyenes propeller larmer snurrende i baggruden, altid i baggrunden, nej foran mens skolefotografen siger appelsin, vi kender det alle.

Øjets anatomi

Øjets opbygning. 1. Glaslegemet 2. Ora serrata 3. Akkomodationsmusklen (musculus ciliaris) 4. Zonulatråde 5. Schlemm'sk kanal 6. Pupil 7. Forkammeret 8. Hornhinden 9. Regnbuehinden 10. Linsebark 11. Linsekerne 12. Processus Ciliaris 13. Bindehinde (Conjunctiva) 14. Musculus obliquus inferior 15. Musculus rectus inferior 16. Musculus rectus medialis 17. Nethindens vener og arterier 18. Den blinde plet 19. Den hårde hjernehinde (Dura mater) 20. Centrale nethindearterie 21. Centrale nethindevene 22. Synsnerven 23. Vena vorticosum 24. Vagina bulbi 25. Den gule plet 26. Fovea centralis 27. Senehinden 28. Årehinden 29. Musculus rectus superior 30. Nethinden

Pupila: Pupillen er den åbning lyset slippes ind i øjet gennem.
Iris: Regnbuehinden er den farvede hinde rundt om pupillen.
Cornea: Hornhinden er den yderste membran, der holder øjevæsken inde.
Cristalino: Linsen, Lens er den linse hvor lyset, der kommer ind i øjet, afbøjes og samles, så det rammer nethinden rigtigt.
Retina: Nethinden er den hinde på indersiden af øjet, hvor de lysfølsomme sanseceller stavene og tappene sidder.
Macula: Den gule plet er et område af nethinden der indeholder specielt mange tapceller og som derfor er særligt godt til at se farver.
Vasos sangüinos: er de blodårer, der forsyner cellerne på nethinden, med blod.

Farvesyn er tilknyttet tapcellerne og opfattelse af lys er tilknyttet stavcellerne. Ja jeg er op og påvirket, men du gør det ved mig. Du gør mig rundtosset, mit hjerte banker. Kaffe kaffens rus, gamle dage. Påvirkning af opsiner i membranen genererer et aktionspotentiale, der fortsætter til synsnerven, ud af øjenkrogen ser jeg din kjole hvirvle alt op omkring en lille skæv vind forsyner mig med fakler, hjertet banker, synerne er slemme nu, men øjelåget hænger og er låst. Du siger "Kom til New York", men jeg kan ikke komme til for alle flyene flyver sydpå. Synsnerverne videresender informationer om lyset til hjernens occipitallapper, som fortolker disse og skaber et billede. Maleriet forestiller bemærkninger fra min harmoniske hjerne. Var det ikke PC og Søndergaards blog? Jo. Find den lige. Måske er den forsvundet som du er forsvundet og jeg forstår ingenting, men aftenen kommer. Nu er gavlen overfor med et lysende kvadrat. Engang var flammerne kvadratiske, og når jeg tænder nu, tænder lighteren op til et show, intet. Ingen bemærkninger fra ved siden af, men jeg er også ved siden af mig selv, du gør sådan noget ved mig. Og jeg venter og venter og flyene flyver sydpå.

Lyset rammer først hornhinden, fortsætter gennem pupillen (der faktisk bare er hullet i iris), afbøjes af linsen og projiceres gennem glaslegemet på nethinden. Bagest i øjet hvor nerveenderne samles findes den blinde plet. Her er der ingen stav eller tapceller. Og lidt ved siden af den er den gule plet der indeholder særligt mange tapceller.

Stavceller registrerer lys, men ikke farve. Tapcellerne registrerer farve, men de kræver, at der er ret meget lys før de virker. Tapcellerne er meget udbredte i fovea centralis, på øjets bagvæg, især i den centrale del - den såkaldte Gule plet - her er vores detalje- og farvesyn bedst. Når vi fokuserer på noget, så rammer billedet lige på den gule plet. Dette kan dog give problemer, da tapcellerne kræver meget lys for at virke, så kan man opleve det sjove fænomen, at når man ser på stjerner om natten og fokuserer på én bestemt, så forsvinder den. Dette skyldes at den så danner et billede midt i den gule plet, men den er ikke lysstærk nok til at aktivere tapcellerne - og dermed kan vi ikke se den. Når vi derimod vender blikket væk igen, så rammer billedet af stjernen de dele af nethinden, hvor der er mange stavceller, og da de gode til at opfange meget lidt lys, så kan vi nu se den igen.

Entoptiske fænomener

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst, bedes skabelonen venligst fjernet.

Under visse forhold er man i stand til frit foran sig at se genstande, som ligger i ens øje, og sådanne fænomener benævnes entoptiske. Betingelsen for at se sådanne genstande er, at de kan kaste en skygge på den del af nethinden, hvor synsbilledet dannes (stav- og taplaget). Som regel vil de dog ikke kunne ses, når der ikke er særlige forhold til stede. Betragter man f. eks. et lille, stærkt lysende punkt tæt foran øjet, vil man se talrige entoptiske fænomener. Det lysende punkt ses nemlig ikke ensformig oplyst, men man vil se talrige mere eller mindre uregelmæssige figurer dels dannede af tårer og slim, der glider hen over hornhinden, dels fremkaldte af uregelmæssigheder i hornhindens epitel.

En mængde migurer skyldes desuden uregelmæssigheder og uklarheder i linsen og glaslegemet. Disse sidste er ofte meget bevægelige (mouches volantes, myodesopsi), og da de ses forstørrede og ofte til siden for synslinjen, forekommer det iagttageren, at han ser en flue el. lign. Retter han synslinjen efter denne "flue", flygter den naturligvis for ham, for så vidt uklarheden i øjet bevarer sin plads i forhold til synslinjen. Ofte er disse mouches volantes meget generende, og har man først en gang fået øje på dem, ses de let, især når man betragter en ensformig lys flade, f. eks. en hvidlig overtrukken himmel. Uklarhederne i øjet kan undertiden påvises ved øjespejl eller efter døden ved mikroskop, men ofte kan de ikke findes. Efter størrelsen og bevægelsen af de entoptiske fænomener, når synspunktet bevæges, kan man til dels slutte sig til deres sæde.

Et af de interessanteste entoptiske fænomener beror på, at blodkarrene i nethinden ligger foran det perciperende lag af nethinden, hvorved de kan kaste skygge på dette, og man vil derfor kunne komme til at se sine egne nethindekar ell. rettere skyggen af dem. Dette opnås let enten ved med en lup at koncentrere stærkt lys på øjets senehinde, efter at øjet er drejet stærkt indad, og rask bevæge det lille lyspunkt frem og tilbage på senehinden, eller simplere ved i et mørkt værelse at bevæge et almindeligt lys frem og tilbage i højde med øjet, idet man afvekslende strækker armen med lyset og fører det hen ved siden af øjet. Stirrer man ud i luften, vil man snart få et meget smukt fritsvævende billede af de mørkeblå methindekar, nærmest lignende en vinranke, på en lidt lysere bund. De entoptiske fænomener kan fremkaldes i ethvert normalt øje, men i visse sygdomstilfælde optræder de i stor mængde, samtidig med, at uklarhederne tydelig kan ses med øjespejlet.

Vi opfatter vores omverden som en meget højtopløselig "film", og i lang tid har man troet at øjet virkede som et fjernsysnkamera der konstant sendte en højopløselig film gennem synsnerven op til hjernen.

Nyere forskning viser imidlertid at øjet sender ca. 12 meget lavtopløselige "film" videre til hjernen. Øjets retina indeholder 12 forskellige adskilte lag af ganglionceller (nerveceller) som får informationer fra de lysfølsomme celler. Disse 12 forskellige samlinger af ganglionceller spænder hver især over hele øjets sysnfelt, men de producerer 12 forskellige film som sendes til hjernen ad 12 forskellige kanaler i synsnerven. Lagene kan kommunikere med hinanden, foretage databehandling og uddrage de sparsomme oplysninger, som sendes til hjernen.

Hjernen fortolker disse informationer, og sandsynligvis sammenkæder dem med billeder fra hukommelsen, og således skaber den synlige omverden, som vi kender den. Det vi "ser" er i virkeligheden hallucinationer, da det meste er noget hjernen gætter sig til ud fra de meget sparsomme oplysninger den får tilsendt.

De 12 film indeholder hver især forskellige egenskaber ved synsfeltet. En film har f.eks. kun informationer om bevægende kanter, en anden viser store ensartede flader, en tredie fortæller om stimulus der starter eller stopper osv.

Så mange opls. over det hele. Jeg ville jo sige noget. Kom forbi.

RETTELSE

Være på. Være små propelfly på og en appelsin for solens skyld, duften!

BREV

Øjet. Hvad skal man ikke mene? Jeg mener begynder han, men han fortsætter ikke. Har Samuel Beckett lavet en film med et øje? Nej jeg ved ikke. Jeg ved virkelig ikke, men øjet har det bedre, jeg blev ikke som en bille sat ved et bord mens man iagttog mig spise med stort besvær. Sådan gik tiden. Foråret kom forbi. Du kom forbi: Du havde den fineste kjole, med en hel sommers fugle gemt. Jeg tænker på Joseph K. og hans mand med mange, praktiske lommer. Politibetjenten med de mange lommer. De er arresteret, De skal ikke noget. Vi skal ikke noget. Tiden er med os.

Nu skal jeg pisse.

Mine øjne ved naturligvis godt, at de ser just cause you feel it dosen't - osv. Det ryger fra øjnene, eller det ryger ikke, de ryger ikke, men munden ryger, gennem tænderne går tænderne som tænder der går, i hast en ryddet mund, hånden kommer, den kommer hurtigt: munden er uden tænder for tænderne er gået, gået væk i hast, så jeg vågnede. Jeg vågnede en morgen (denne dag anno domini), op vågnede op, op af en urolig søvn, jeg var sat ved et bord, for enden af et langt bord, på bordet foran mig lå kød. Vi var hos slagteren. Jeg spiser ikke kød. Sagde hun virkelig det? Vi lå under dynen, lå længe, jeg havde sovet uroligt, når man sover uroligt, sover man uroligt, jeg vågnede og når man vågner vågner man op, jeg vågnede op, steg op til overfladen, dynen var som et hav, et hav med vold, det krævede vold at løfte dynen op, se dog. Men sov jeg. Sov jeg allerede igen, jeg tror ikke at jeg sov, jeg sov vist ikke, tænkte på en mand, ikke bare en almindelig mand, men en mand, der var kommer, for at arrestere mig, han havde en frakke på. Frakken bestod af mange lommer. Det må være praktisk tænkte jeg. Jeg der lige var vågnet. På denne tid af dagen plejede fru Schribe at vække mig med en kande kaffe. Men vent. Noget var helt galt, mit øje havde været gennem en operation under nattens uroligheder. Noget var dødt. Man skærer det bort, det døde, det rådnede, råddent. Så vågnede jeg. Jeg stod op. Jeg stod op efter jeg stod op, jeg stod op og kiggede, med mit ene gode øje.

Men det er fortid nu, nutiden er sommer. Sommer er sommer fordi sommer er det bedste. Her tænker jeg på kjolerne. Du kunne komme i en kjole; jeg ville se på dig, min kærlighed til kjoler vil få mig til udbryde NEJ, NÆH sådan ca. vik ´´ vil jeg udbryde udrydde mig selv. Øjet har det bedre. Jeg tænker på et brev, brevet skal få dig til at smide alt. Jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er (MSR), i Hvedekorn, 2006, virkelig 2006? Finde det. FIND DET! Okay så. MSR i hvedekorn 2005 - virker det virker linket? Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er Jeg har ikke tid 7 9 13 jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er forstår du mit øje er lavet og jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er

Du skulle helst læse dette brev, ville dette brev få dig en kjole du havde købt i New York, ville der små propelfly på, ville lidt røg fise ud af propelmotoren, angive at flyene var levende måske var flyene levende måske fløj de rundt over det hele i rummet og jeg ville røre ved flyene og ikke sige mere.

MISSING LINK

BADASS med det missing link der, BIRD TIKKI #33!

LINK

Det mest vidunderlige, det er sket, det skete, jeg rakte øjet tilbage på plads, men pladsen var trang. Jeg rejste mig fra sengen, ikke til at sige: Seng eller seng som seng med tung dyne, jeg drømte om sneen, senere faldt sneen - i lyset fra nabovinduet med den røde hane, den sang altid, skinnede solen i sneen, der voksede hash, bag beskidte vinduer voksede en hash, de sagde "Kom med" jeg slap min egen hånd, tilbage stod jeg, en hånd fattigere, med mine øjne, minus det dumme øje, øjet det raske ø, en ø, sådan stod jeg. Miss Duncan så mig slentre fra stationen, hun tog mod til sig, vakte ikke opsigt, bemærkede hun, hun kiggede sig alligevel omkring, den guddommelige vold, hun smed en sten og ramte mig, dvs. så var jeg da hjemme, men hjemme var jeg ikke, jeg stod længe, hun havde ramt mig i det dårlige øje, skrive en digtsamling, Hælen kommer på banen, af Hans-Jørgen Nielsen, hele dagen ligge her, sneen var tung og allerede forbi, bogen var guld, falmet men gul, kastede op bogen i træet, men træet græd sine blade - en vind tæskede det, senere gift, vind og træ, skubbede fra mig, skubbede løs, da jeg vågnede faldt sneen - jeg tog et fnug, det rene fnug og lagde det på mit hoveds øje, det dårlige, øjet kiggede gennem sneen, fed blod, blodet frøs, føre an? Til dans, vi sov, sov under den samme færdige stjerne, good times? Hey, good times, spørger du. Sådan taler vi fra hver vores side af sengen, ja. Jeg er nok mere til Efter den fjerde whisky trak han pistolen - hvilket så kommer hen på Martin Larsens indlæg om Mikkel Thykier og jeg ved slet ikke hvorfor. Er der noget at komme efter på den anden side af en væltet om på siden elevator. Slip det løs, ånderne fyger omkring, fluerne droner. Kom forbi. Kom forbi! Hils. Kys pigerne!

Hmm

Mit øje. Det til venstre, til højre for dig når vi danser, når vi står overfor hinanden og klæder os af. Det er helt færdigt; jeg vågnede af en urolig søvn, som Gregor Samsa, som Gregor Samsa, og opdagede at mit øje var virkelighed. Det ser bare ikke for godt. Og jeg kan ikke kigge ud af det, fordi øjenlåget er hævet op dobbelt. Vi er på vej til Roskilde. Vi ridder på heste; vil ikke gå på vores fødder, gamle, vi rider, vi kommer frem. Luften var ny, ren, rust, rustet, aftenen var rustet op, sammen som en gammel - mand - jeg kan ikke mere. Jeg kigger nu med mit højre øje. Fluerne summer droner omkring. Nede ved havnen var ikke en skid. Den slags udbrud (fandens, shit, fuck, ikke en skid), lad os være ude af dem, menneske, det sejler, vi valgte motorvejen, tog toget, mod Nykøbing Falster, toget standsede ved en gammel tiger, fluerne dronede omkrinng, hvem er jeg - jeres leder, så spredt i tusind ord, nej: Mere. Vi skal da lige af sted, ikke, jeg ved det ikke. [det hele er lånt ud: Ulysses, I morgen findes systemerne igen, Din misbruger, Lautréamont, Trappe Tusind nr. 1] Nu skal jeg slå rust af salene med en fandens god krimi. Ole luk øjet.

Så

Artaud spiller på orgel! Gotta love Laugesens forord. Artaud kommer også lige kort introduceret gennem bagsideteksten fra Artaud and After fra Oxford University Press. Sketch. Det hele sketch det hele!