klip talestemm forbisit
tale vippemærsken ud
synes at afskaffes da og da
vrageklop
tvirker polera og jordkøn
ɚʄ̻̻̼̀〟
Viser opslag med etiketten Sampling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sampling. Vis alle opslag
SKROP
ASGER JORNS DEAD DRUNK DANES. Jeg har naturligvis ikke maleriet. Det ville være hensat til petitesse at kalde det billede, da alt efterhånden henfalder til den ’etikette’. Jeg så det ikke en gang på Jorn Museet en pinsesøndag – eller så jeg det? Hænger det ikke på Louisiana? Jeg så det. Jeg spiste pizza nej jeg hentede en pizza med Morten, på pizzeriaet på Ravnsborggade. Dér hang det indrammet, en nusset plakat, hang det nedenunder disken, nedenunder montren hvor forskellige ingredienser til pizza lå i metalbakker, der hurtigt kunne skiftes ud. 1932. Gennem Bardamu har Louis-Ferdinand Céline en bøn på side 13, i Arenaudgivelse, fra 68, Rejse til nattens ende / Voyage au bout de la nuit.
En Gud der tæller minutter og skillinger, en desperat Gud, sanselig og gryntende som en gris. En gris med vinger af guld, der vælter sig omkuld overalt, med bugen i vejret, rede til kærtegn, ham er det, det er vores mester! Favner hverandre.
For meget kaffe; en bro, den gyldne bro, broen rejst af knogler. Jeg vender tilbage. Kan ikke sige sådan uden Terminator. Uden den skide replik derfor jeg vender ikke tilbage. Jeg mødte ikke se filmen, 2eren, for mine forældre, men Daniel havde den på VHS, så vi så den i smug, hvad skete der egentlig med øjet, hvorfor så øjet sådan ud. Jeg ved nu, at jeg er allergisk for Kloramfenikol DAK øjensalve 1 %. Ren Samsashit. Jeg tænker mere og mere på den røde gud, guden der bløder, vælter frem, pissestiv? Eller er det et helt andet maleri, er det, er det sådan, at løbe gennem tomme haller, guden rød som blodige armstumpe stumper indbundet af den beskidte gaze. Ligger gaderne ikke og trygler om sne? 36grader. 36grader. Vi er ude i det pis. Drikke så meget kaffe at man pisser sit skelet ud. Det fosser.
Og hvad kan jeg sige om depression? JA, ring til mig, bare ring til mig, jeg sidder jo og venter på, at du skal ringe, for når du ringer så ringer du, og så har jeg siddet og ventet, og måske vil jeg være nervøs, fordi du ikke plejer at ringe, så når telefonen ringer og jeg har siddet en uge og ventet på at du skulle ringe, så farer jeg sammen. ATTENTION: DANGER. WONDERSCHÖN! Pop løs. Man ser bare ikke den elektriske stol for bare træer. Det er jo også sindssygt at trykke en bog i 3500 eksemplarer – hvordan kunne det lade sig gøre? Sad liiille Ole og købte 3500 bøger, brugte bøgernes papir til røven? Luksus? Som bandet Luksus, jeg ved ikke hvad du taler om. Dvs. aldrig hørt dem. Stod på Loppen pissestiv, med et gelænder som rygrad og en rygrad som gelænder.
En Gud der tæller minutter og skillinger, en desperat Gud, sanselig og gryntende som en gris. En gris med vinger af guld, der vælter sig omkuld overalt, med bugen i vejret, rede til kærtegn, ham er det, det er vores mester! Favner hverandre.
For meget kaffe; en bro, den gyldne bro, broen rejst af knogler. Jeg vender tilbage. Kan ikke sige sådan uden Terminator. Uden den skide replik derfor jeg vender ikke tilbage. Jeg mødte ikke se filmen, 2eren, for mine forældre, men Daniel havde den på VHS, så vi så den i smug, hvad skete der egentlig med øjet, hvorfor så øjet sådan ud. Jeg ved nu, at jeg er allergisk for Kloramfenikol DAK øjensalve 1 %. Ren Samsashit. Jeg tænker mere og mere på den røde gud, guden der bløder, vælter frem, pissestiv? Eller er det et helt andet maleri, er det, er det sådan, at løbe gennem tomme haller, guden rød som blodige armstumpe stumper indbundet af den beskidte gaze. Ligger gaderne ikke og trygler om sne? 36grader. 36grader. Vi er ude i det pis. Drikke så meget kaffe at man pisser sit skelet ud. Det fosser.
Og hvad kan jeg sige om depression? JA, ring til mig, bare ring til mig, jeg sidder jo og venter på, at du skal ringe, for når du ringer så ringer du, og så har jeg siddet og ventet, og måske vil jeg være nervøs, fordi du ikke plejer at ringe, så når telefonen ringer og jeg har siddet en uge og ventet på at du skulle ringe, så farer jeg sammen. ATTENTION: DANGER. WONDERSCHÖN! Pop løs. Man ser bare ikke den elektriske stol for bare træer. Det er jo også sindssygt at trykke en bog i 3500 eksemplarer – hvordan kunne det lade sig gøre? Sad liiille Ole og købte 3500 bøger, brugte bøgernes papir til røven? Luksus? Som bandet Luksus, jeg ved ikke hvad du taler om. Dvs. aldrig hørt dem. Stod på Loppen pissestiv, med et gelænder som rygrad og en rygrad som gelænder.
SKROP
NOTARIUS SKROP. De lignede, at de gik ud af dem selv. Gik sådan en pæn del ud af kraniet og vakte råb med deres opsigelse, opsigelsen af hud, tænderne kom så fucking først, vred løs, er vrede og løse, lænkerne stenede sten, tænderne først som et sygt fremkastet dyr i selvforsvar. De stod naturligvis indeni dem selv, men da de råbte eksploderet. Det flød med rustet blod i en sprængt prop. En duft af rødvin. De sagde ikke så meget bagefter; hånd i hånd, en tid, en hånd i hånd, i tiden, i tiden hvor de gik hånd i hånd, talte, nej det kan ikke være rigtigt, de hviskede lavt til hinanden, så lavt de hviskede til hinanden, og en due lettede ikke, fordi en due ikke lettede, muligvis; et eventyr, hvor en due lettede spiste sov vågnede groede ud af det åbne vindue, så hastigt. Jeg tiger. Jeg tilgiver dem aldrig, for det blod, den sommer, fluerne sad tunge på øjenlågene, han var så blød, og død, død fordi en blødende mand med tunge på øjenlågene fluer er død: Død fordi tunge på øjenlåg fluer – der er sgu ikke meget kamp tilbage hvis øjenlåg besejres af tunge svirrende råbende summende åbnende fluer.
Bagefter var der ikke så som skygger så som skygger af dem selv var der ikke meget tilbage, for bagefter var der ikke meget tilbage; træerne råbte klokken 17 til kirkens dumpe slag, klokken rustede lidt rust af sig, ved sving, væltede op af jorden roden til rødderne røddernes rod da de eksploderede et ansigt, der bagefter – hvor – dér bagefter, langsom, langsom, døde gamle træer, fluerne, kommer fluerne ikke derfra! Men så i morges de går igen, går altid igen, vi kender dem, når de går hånd i hånd altid hånd i hånd, nogen kaster måske det sidst tøjrede fast til munden ekko, guldet ryger, oser over det hele, men rødderne, optager vi, optager vi pladsen – vi vidste godt, James jamen James, hun sagde sådan, langt ude i synsfeltet kommer natteuglen, kløerne har gravet oversvømmede kældre i kød.
Bagefter var der ikke så som skygger så som skygger af dem selv var der ikke meget tilbage, for bagefter var der ikke meget tilbage; træerne råbte klokken 17 til kirkens dumpe slag, klokken rustede lidt rust af sig, ved sving, væltede op af jorden roden til rødderne røddernes rod da de eksploderede et ansigt, der bagefter – hvor – dér bagefter, langsom, langsom, døde gamle træer, fluerne, kommer fluerne ikke derfra! Men så i morges de går igen, går altid igen, vi kender dem, når de går hånd i hånd altid hånd i hånd, nogen kaster måske det sidst tøjrede fast til munden ekko, guldet ryger, oser over det hele, men rødderne, optager vi, optager vi pladsen – vi vidste godt, James jamen James, hun sagde sådan, langt ude i synsfeltet kommer natteuglen, kløerne har gravet oversvømmede kældre i kød.
░▉░▉░▊▋▌▍▎▏
Sampling
SKROP
NOTARIUS MIN SKROP. De lignede, at de gik ud af dem selv. Gik sådan en pæn del ud af kraniet og vakte råb med deres opsigelse, opsigelsen af hud, tænderne kom så fucking først, vred løs, jeg er vred og løs, lænkerne stenede sten, tænderne først som et sygt fremkastet dyr i selvforsvar. De stod naturligvis indeni dem selv, men da de råbte eksploderet. Det flød med rustet blod i en sprængt prop. En duft af rødvin. De sagde ikke så meget bagefter; hånd i hånd, en tid, en hånd i hånd, i tiden, i tiden hvor de gik hånd i hånd, talte, nej det kan ikke være rigtigt, de hviskede lavt til hinanden, så lavt de hviskede til hinanden, og en due lettede ikke, fordi en due ikke lettede, muligvis; et eventyr, hvor en due lettede spiste sov vågnede groede ud af det åbne vindue, så hastigt. Jeg tiger. Jeg tilgiver dem aldrig, for det blod, den sommer, fluerne sad tunge på øjenlågene, han var så blød, og død, død fordi en blødende mand med tunge på øjenlågene fluer er død: Død fordi tunge på øjenlåg fluer – der er sgu ikke meget kamp tilbage hvis øjenlåg besejres af tunge svirrende råbende summende åbnende fluer.
Bagefter var der ikke så som skygger så som skygger af dem selv var der ikke meget tilbage, for bagefter var der ikke meget tilbage; træerne råbte klokken 17 til kirkens dumpe slag, klokken rustede lidt rust af sig, ved sving, væltede op af jorden roden til rødderne røddernes rod da de eksploderede et ansigt, der bagefter – hvor – dér bagefter, langsom, langsom, døde gamle træer, fluerne, kommer fluerne ikke derfra! Men så i morges de går igen, går altid igen, vi kender dem, når de går hånd i hånd altid hånd i hånd, nogen kaster måske det sidst tøjrede fast til munden ekko, guldet ryger, oser over det hele, men rødderne, optager vi, optager vi pladsen – vi vidste godt, James jamen James, hun sagde sådan, langt ude i synsfeltet kommer natteuglen, kløerne har gravet kældre i kød.
Bagefter var der ikke så som skygger så som skygger af dem selv var der ikke meget tilbage, for bagefter var der ikke meget tilbage; træerne råbte klokken 17 til kirkens dumpe slag, klokken rustede lidt rust af sig, ved sving, væltede op af jorden roden til rødderne røddernes rod da de eksploderede et ansigt, der bagefter – hvor – dér bagefter, langsom, langsom, døde gamle træer, fluerne, kommer fluerne ikke derfra! Men så i morges de går igen, går altid igen, vi kender dem, når de går hånd i hånd altid hånd i hånd, nogen kaster måske det sidst tøjrede fast til munden ekko, guldet ryger, oser over det hele, men rødderne, optager vi, optager vi pladsen – vi vidste godt, James jamen James, hun sagde sådan, langt ude i synsfeltet kommer natteuglen, kløerne har gravet kældre i kød.
░▉░▉░▊▋▌▍▎▏
Sampling
SKROP
NOTARIUS MIN SKROP. De lignede, at de gik ud af dem selv. Gik sådan en pæn del ud af kraniet og vakte råb med deres opsigelse, opsigelsen af hud, tænderne kom så fucking først, vred løs, jeg er vred og løs, lænkerne stenede sten, tænderne først som et sygt fremkastet dyr i selvforsvar. De stod naturligvis indeni dem selv, men da de råbte eksploderet. Det flød med rustet blod i en sprængt prop. En duft af rødvin. De sagde ikke så meget bagefter; hånd i hånd, en tid, en hånd i hånd, i tiden, i tiden hvor de gik hånd i hånd, talte, nej det kan ikke være rigtigt, de hviskede lavt til hinanden, så lavt de hviskede til hinanden, og en due lettede ikke, fordi en due ikke lettede, muligvis; et eventyr, hvor en due lettede spiste sov vågnede groede ud af det åbne vindue, så hastigt. Jeg tiger. Jeg tilgiver dem aldrig, for det blod, den sommer, fluerne sad tunge på øjenlågene, han var så blød, og død, død fordi en blødende mand med tunge på øjenlågene fluer er død: Død fordi tunge på øjenlåg fluer – der er sgu ikke meget kamp tilbage hvis øjenlåg besejres af tunge svirrende råbende summende åbnende fluer.
░▉░▉░▊▋▌▍▎▏
Sampling
GANGART
Gangart
REGI: M.M. kommer ind på scenen i Wien. Sludder mudder scenen er Wien en freundlich sommerdag.
M.M:
(TAP. TAP.)
Jeg kan ikke blive ved … det er som om … AT stemmen hele tiden ligger bag mig … med et oprustet strejf af gammel rød måne. Jeg … kan blive gammel rød måne af hele tiden … at strejfe omkring, så jeg kommer omkring; godt nok, men aldrig godt nok, for …. stemmen, der er min, fryser, og det nytter ikke noget at klæde sig ud i stort tøj, jeg er så lille, helt nederst i billedet … så jeg kan ikke blive ved med at klæde mig på, med det store sæt tøj … støj, derfor ønsker jeg ikke noget fra månen der falder og strejfer omkring … det ligner ikke noget, det ligner slet ikke noget – stemmen er hele tiden lidt langsom, og det må være det hæse tøj … jeg går ud fra at tøjet engang har været meget hysterisk … i sin bemaling fra fuglenes lort … SÅDAN helt hysterisk, så lad mig da begynde, du begynder aldrig før du stopper. … Du stopper nu. Ingen grund og ingen forhandling, ingen grund og ingen forhandling. WAK …. WAK … så … går …. vi …. Så … går …. vi!
Skoven er meget skov, en skov der er meget skov. Hvor længe gå rundt som en alt for stor bjørn, spille knæk på grenene. Skoven er mørk, solen er for længst gået ned, man vader sammen med de andre, med går sammen med de andre, men man går ikke man har knækket for sidste gang, hånden der var så meget en lab; labben gik gennem ruden, jeg ved ikke hvorfra volden kom og hvorfor volden skulle stige og nå sit klimaks med en lab gennem ruden, det var næsten som om det ikke sagde nogen som helst lyd, jeg vendte mig. Jo, lige bag mig kun med et par centimeters ingenmandsland – en ny bamse, bamsen kom ikke nærmere, vinduet var så smadret, ånder pustede ud lyset, lyset fik mig rundt, gik mig rundt, drejede mig, vendte mig, alle kunne se pelsen bløde på oversiden af labben. Tilbage til hænder, helt deroppe var hænderne og ingen afstand til hænder og labber, så jeg tog mig af hånden og rakte den væk fra labber til nye labber, så labber tog imod og så gik skoven alligevel ikke mere; det var meget norsk. Norske skove er så dejlige. Ja, norske skove er så dejlige. Hvordan går det? Jeg har det helt ad helvede til, jeg har spillet fodbold lige her, indtil min krop ikke gad mere, hovedet, hovedsageligt – Baselitz har de her store grove hoveder i træ, malet gule – med ét kom månen frem helt betændt. Der er piller mod den slags, sagde bamsen, det var meget sent, månen stod helt betændt midt på himlen og måske var regnen i gang nu, men måske havde regnen været i gang længe. Nok, jeg sagde, nok er nok. Jeg ved jo ikke hvad det betyder. Jeg ved ikke ordene, jeg kender ikke ordene. Jeg kommer dem ikke forbi, de ser ikke lige forbi, hænger ikke ud, det burde være sådan, at være en passiv mand fanget af labber. Der er så mange labber, men hænderne forstår labberne ligner det da i hvert fald på dansen imellem labber og hænder. Dansen ser godt ud: Så jeg ved naturligvis ikke lightere tænder stjernekastere – som barn som lille dyr med få ord, var jeg så bange for fyrværkeri – vi tog til et land. Vi tog til et andet land, men nu er jeg er jeg, siger jeg. Jeg tror ikke mere. Jeg er SÅ meget et hul. Det er meget heldigt. Udsigten, fra hullet, til et landskabs træer, alle bøjende sig over mig, grene helt kradsende hul, ikke hullet, aldrig hullet, men hul lige på mig, så jeg springer ikke op, lader pulsen være dernede. Så om morgenen, skarp sol indad vinduet, gardinerne har været meget rungende som var de af noget kobber og jeg røg kopper ind og ud, mest ind, inde helt indenfor red regnen gennem dagene som om. Nok er jeg blind. Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.
KVINDE:
(Irriteret)
Er du færdig?
Dejlig, ATTER dejlig musik. MOZ. MOTH. BMUEUEUEUEUEUEUEUEUEUEEUE. UBY. Tæppet for.
SLUT.
---
Allan gik rundt omkring. Han mødte en lille mand, manden havde høje tindinger, kort hår, store briller. Manden kiggede nervøst op på ham, Allan, Allan kiggede væk. I det de krydsede hinanden ved Klarboderne, i Centrum, sagde den lille mand noget. Allan hørte ikke hvad den lille mand sagde, men den lille mand så langt fra tilfreds ud. De krydsede hinanden og Allan stillede sig op og fulgte den lille mand gå ned ad Købmagergade, Allan besluttede sig for at følge efter den lille mand. Men skruetrækkeren var ikke brugt på øjnene, skruetrækkeren var jo ikke brugt på øjnene, men Allan var sikker, så sandt som han i virkeligheden rigtigt var født i 1977.
Den lille mand havde en frakke på, frakken var ikke lukket. Allen fulgte efter han, gik uden om folk, der var mange folk på Købmagergade. Allan holdt sig på sikker afstand af den lille mand, han ønskede ham ikke ind i hovedet igen.
Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.
Ved Rundetårn smed den lille mand en bunke papirer i en skraldespand ved en bænk. På bænken sad en flok og drak øl. Allan ventede til den lille mand var nået langt pokkers ad helvede til. Allan gik hen til bænken og skraldespanden. Fandt bunken med papirer.
---
WATTS GANGART, BECKETT
Watt’s måde at bevæge sig for eksempel mod øst på bestod i at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og samtidig slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd, for derpå at vende overkroppen så langt som muligt mod syd og samtidig slynge sit venstre ben så langt som muligt mod nord, for derpå igen at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd …
LINKS OG BREV
Øje
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Øjet er kroppens lyssensor overfor den ydre verden vi er i verdenen pga. af vores øjnes hav. Du taler om forhold, jeg nyser, prosit siger du, men det kan ikke være rigtigt. Det er en biologisk indretning, som opfangerer og projicerer lys via en linse på stave og tappe i nethinden, som om alle flyene på din kjole fra New York var levende omsættes signalerne til impulser i synsnerverne. Øjet beskyttes af øjenbrynet, øjenlågene øjenlåg slemt tilredt og hævet og øjenvipperne og forsynes med væske fra tårekirtlen. Det hele er fint nu. Meget fint. Jeg ville elske at have dig som gæst hver dag, mens Miles Davis er on the corner og ud af øjenkrogen ser jeg dig, i alle vinde, ride op en storm, der hvirvles, flyenes propeller larmer snurrende i baggruden, altid i baggrunden, nej foran mens skolefotografen siger appelsin, vi kender det alle.
Øjets anatomi
- Pupila: Pupillen er den åbning lyset slippes ind i øjet gennem.
- Iris: Regnbuehinden er den farvede hinde rundt om pupillen.
- Cornea: Hornhinden er den yderste membran, der holder øjevæsken inde.
- Cristalino: Linsen, Lens er den linse hvor lyset, der kommer ind i øjet, afbøjes og samles, så det rammer nethinden rigtigt.
- Retina: Nethinden er den hinde på indersiden af øjet, hvor de lysfølsomme sanseceller stavene og tappene sidder.
- Macula: Den gule plet er et område af nethinden der indeholder specielt mange tapceller og som derfor er særligt godt til at se farver.
- Vasos sangüinos: er de blodårer, der forsyner cellerne på nethinden, med blod.
Farvesyn er tilknyttet tapcellerne og opfattelse af lys er tilknyttet stavcellerne. Ja jeg er op og påvirket, men du gør det ved mig. Du gør mig rundtosset, mit hjerte banker. Kaffe kaffens rus, gamle dage. Påvirkning af opsiner i membranen genererer et aktionspotentiale, der fortsætter til synsnerven, ud af øjenkrogen ser jeg din kjole hvirvle alt op omkring en lille skæv vind forsyner mig med fakler, hjertet banker, synerne er slemme nu, men øjelåget hænger og er låst. Du siger "Kom til New York", men jeg kan ikke komme til for alle flyene flyver sydpå. Synsnerverne videresender informationer om lyset til hjernens occipitallapper, som fortolker disse og skaber et billede. Maleriet forestiller bemærkninger fra min harmoniske hjerne. Var det ikke PC og Søndergaards blog? Jo. Find den lige. Måske er den forsvundet som du er forsvundet og jeg forstår ingenting, men aftenen kommer. Nu er gavlen overfor med et lysende kvadrat. Engang var flammerne kvadratiske, og når jeg tænder nu, tænder lighteren op til et show, intet. Ingen bemærkninger fra ved siden af, men jeg er også ved siden af mig selv, du gør sådan noget ved mig. Og jeg venter og venter og flyene flyver sydpå.
Lyset rammer først hornhinden, fortsætter gennem pupillen (der faktisk bare er hullet i iris), afbøjes af linsen og projiceres gennem glaslegemet på nethinden. Bagest i øjet hvor nerveenderne samles findes den blinde plet. Her er der ingen stav eller tapceller. Og lidt ved siden af den er den gule plet der indeholder særligt mange tapceller.
Stavceller registrerer lys, men ikke farve. Tapcellerne registrerer farve, men de kræver, at der er ret meget lys før de virker. Tapcellerne er meget udbredte i fovea centralis, på øjets bagvæg, især i den centrale del - den såkaldte Gule plet - her er vores detalje- og farvesyn bedst. Når vi fokuserer på noget, så rammer billedet lige på den gule plet. Dette kan dog give problemer, da tapcellerne kræver meget lys for at virke, så kan man opleve det sjove fænomen, at når man ser på stjerner om natten og fokuserer på én bestemt, så forsvinder den. Dette skyldes at den så danner et billede midt i den gule plet, men den er ikke lysstærk nok til at aktivere tapcellerne - og dermed kan vi ikke se den. Når vi derimod vender blikket væk igen, så rammer billedet af stjernen de dele af nethinden, hvor der er mange stavceller, og da de gode til at opfange meget lidt lys, så kan vi nu se den igen.
Entoptiske fænomener
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst, bedes skabelonen venligst fjernet. |
Under visse forhold er man i stand til frit foran sig at se genstande, som ligger i ens øje, og sådanne fænomener benævnes entoptiske. Betingelsen for at se sådanne genstande er, at de kan kaste en skygge på den del af nethinden, hvor synsbilledet dannes (stav- og taplaget). Som regel vil de dog ikke kunne ses, når der ikke er særlige forhold til stede. Betragter man f. eks. et lille, stærkt lysende punkt tæt foran øjet, vil man se talrige entoptiske fænomener. Det lysende punkt ses nemlig ikke ensformig oplyst, men man vil se talrige mere eller mindre uregelmæssige figurer dels dannede af tårer og slim, der glider hen over hornhinden, dels fremkaldte af uregelmæssigheder i hornhindens epitel.
En mængde migurer skyldes desuden uregelmæssigheder og uklarheder i linsen og glaslegemet. Disse sidste er ofte meget bevægelige (mouches volantes, myodesopsi), og da de ses forstørrede og ofte til siden for synslinjen, forekommer det iagttageren, at han ser en flue el. lign. Retter han synslinjen efter denne "flue", flygter den naturligvis for ham, for så vidt uklarheden i øjet bevarer sin plads i forhold til synslinjen. Ofte er disse mouches volantes meget generende, og har man først en gang fået øje på dem, ses de let, især når man betragter en ensformig lys flade, f. eks. en hvidlig overtrukken himmel. Uklarhederne i øjet kan undertiden påvises ved øjespejl eller efter døden ved mikroskop, men ofte kan de ikke findes. Efter størrelsen og bevægelsen af de entoptiske fænomener, når synspunktet bevæges, kan man til dels slutte sig til deres sæde.
Et af de interessanteste entoptiske fænomener beror på, at blodkarrene i nethinden ligger foran det perciperende lag af nethinden, hvorved de kan kaste skygge på dette, og man vil derfor kunne komme til at se sine egne nethindekar ell. rettere skyggen af dem. Dette opnås let enten ved med en lup at koncentrere stærkt lys på øjets senehinde, efter at øjet er drejet stærkt indad, og rask bevæge det lille lyspunkt frem og tilbage på senehinden, eller simplere ved i et mørkt værelse at bevæge et almindeligt lys frem og tilbage i højde med øjet, idet man afvekslende strækker armen med lyset og fører det hen ved siden af øjet. Stirrer man ud i luften, vil man snart få et meget smukt fritsvævende billede af de mørkeblå methindekar, nærmest lignende en vinranke, på en lidt lysere bund. De entoptiske fænomener kan fremkaldes i ethvert normalt øje, men i visse sygdomstilfælde optræder de i stor mængde, samtidig med, at uklarhederne tydelig kan ses med øjespejlet.
Vi opfatter vores omverden som en meget højtopløselig "film", og i lang tid har man troet at øjet virkede som et fjernsysnkamera der konstant sendte en højopløselig film gennem synsnerven op til hjernen.
Nyere forskning viser imidlertid at øjet sender ca. 12 meget lavtopløselige "film" videre til hjernen. Øjets retina indeholder 12 forskellige adskilte lag af ganglionceller (nerveceller) som får informationer fra de lysfølsomme celler. Disse 12 forskellige samlinger af ganglionceller spænder hver især over hele øjets sysnfelt, men de producerer 12 forskellige film som sendes til hjernen ad 12 forskellige kanaler i synsnerven. Lagene kan kommunikere med hinanden, foretage databehandling og uddrage de sparsomme oplysninger, som sendes til hjernen.
Hjernen fortolker disse informationer, og sandsynligvis sammenkæder dem med billeder fra hukommelsen, og således skaber den synlige omverden, som vi kender den. Det vi "ser" er i virkeligheden hallucinationer, da det meste er noget hjernen gætter sig til ud fra de meget sparsomme oplysninger den får tilsendt.
De 12 film indeholder hver især forskellige egenskaber ved synsfeltet. En film har f.eks. kun informationer om bevægende kanter, en anden viser store ensartede flader, en tredie fortæller om stimulus der starter eller stopper osv.
Så mange opls. over det hele. Jeg ville jo sige noget. Kom forbi.
kh
Overvejelser
Nu en dag som i dag. Jeg tænker, tænker på hvad udsagnene
Vi stemmer på Det Konservative Folkeparti
Jeg elsker Danmark
egentlig betyder?
Vi stemmer på Det Konservative Folkeparti
Jeg elsker Danmark
egentlig betyder?
Ø - Udsholt Strand
Født 8. november 1935 i Vangede. Født 16. maj 1983 på Vesterbro, Østerbro, kom ikke, kom ikke her.
Opvokset i Horsens, fra 1947 til 1953 i Viborg, MUSIKKEN: Radiohead, Idioteque. Idioteque af Kasper Nørgaard Thomsen. Skriften går den vej; ojo det regnede meget i går, men i dag skinner solen, jeg har ikke noget navn hvor faderen var landsdommer. Studier ved Københavns Universitet fra 1953, først frank, så musik, så slavistik. Det drejer sig om noget: Requiem er ikke bare læst som småting 'Det er en fantastisk rigdom Peer Hultberg med Requiem skænker den danske litteratur' - Poul Borum. 'Jeg kender ikke nogen større prosabog i den moderne danske litteratur. Og det gælder ikke det ydre omfang alene' - Jens Kistrup. Studieophold i Skopje 1956-57, i Warszawa 1958-59. Derefter bosat i London. Mytologisk landskab med Daphnes forvandling har jeg lovet min far. Vi er sommerhus. Hundene lever. Varmen er flyttet med myrerne nej myrerne flytter mig bort ord efter ord (IC), men ærligtalt Myrerne flytter rundt. Går rundt. Så falder man over Martin Johs. anmeldelse af Må sort dreng dø ren af Morten Søndergaard. Man skriver mails. Man modtar mails. Videre studier ved University of London fra 1960. B.A. 1963. Lektor i polsk sprog og litteratur ved University of London 1963-1968. Disputats om den polske forfatter Waclaw Berent’s litterære stil 1967, udgivet i polsk oversættelse 1969. Lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet 1968-1973. Studier ved C. G. Jung Instituttet, Zürich 1973-1078, diplom derfra 1978. Læreranalytiker ved C.G. Jung Instituttet, Zürich, samt Deutsche Gesellschaft für Psykoanalyse… und Tiefenpsykologie (DGPT).
Peer Hultberg døde den 20. december 2007 i Hamburg. Jeg er levende jeg er levende Mælken er sur. Vinteren et ur. Nu musik; Miles? Davis? Radio.
København er efterladt. Mørket i går, snurrende fagter GUDS ØJE i alle møblerne, indboet sprang, sprængtes - tilbage - tilbage står sproget med et tog igennem sig, som symaskine.
Opvokset i Horsens, fra 1947 til 1953 i Viborg, MUSIKKEN: Radiohead, Idioteque. Idioteque af Kasper Nørgaard Thomsen. Skriften går den vej; ojo det regnede meget i går, men i dag skinner solen, jeg har ikke noget navn hvor faderen var landsdommer. Studier ved Københavns Universitet fra 1953, først frank, så musik, så slavistik. Det drejer sig om noget: Requiem er ikke bare læst som småting 'Det er en fantastisk rigdom Peer Hultberg med Requiem skænker den danske litteratur' - Poul Borum. 'Jeg kender ikke nogen større prosabog i den moderne danske litteratur. Og det gælder ikke det ydre omfang alene' - Jens Kistrup. Studieophold i Skopje 1956-57, i Warszawa 1958-59. Derefter bosat i London. Mytologisk landskab med Daphnes forvandling har jeg lovet min far. Vi er sommerhus. Hundene lever. Varmen er flyttet med myrerne nej myrerne flytter mig bort ord efter ord (IC), men ærligtalt Myrerne flytter rundt. Går rundt. Så falder man over Martin Johs. anmeldelse af Må sort dreng dø ren af Morten Søndergaard. Man skriver mails. Man modtar mails. Videre studier ved University of London fra 1960. B.A. 1963. Lektor i polsk sprog og litteratur ved University of London 1963-1968. Disputats om den polske forfatter Waclaw Berent’s litterære stil 1967, udgivet i polsk oversættelse 1969. Lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet 1968-1973. Studier ved C. G. Jung Instituttet, Zürich 1973-1078, diplom derfra 1978. Læreranalytiker ved C.G. Jung Instituttet, Zürich, samt Deutsche Gesellschaft für Psykoanalyse… und Tiefenpsykologie (DGPT).
Peer Hultberg døde den 20. december 2007 i Hamburg. Jeg er levende jeg er levende Mælken er sur. Vinteren et ur. Nu musik; Miles? Davis? Radio.
København er efterladt. Mørket i går, snurrende fagter GUDS ØJE i alle møblerne, indboet sprang, sprængtes - tilbage - tilbage står sproget med et tog igennem sig, som symaskine.
Peer Hultberg
Født 8. november 1935 i Vangede.
Opvokset i Horsens, fra 1947 til 1953 i Viborg, hvor faderen var landsdommer. Studier ved Københavns Universitet fra 1953, først frank, så musik, så slavistik. Studieophold i Skopje 1956-57, i Warszawa 1958-59. Derefter bosat i London. Videre studier ved University of London fra 1960. B.A. 1963. Lektor i polsk sprog og litteratur ved University of London 1963-1968. Disputats om den polske forfatter Waclaw Berent’s litterære stil 1967, udgivet i polsk oversættelse 1969. Lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet 1968-1973. Studier ved C. G. Jung Instituttet, Zürich 1973-1078, diplom derfra 1978. Læreranalytiker ved C.G. Jung Instituttet, Zürich, samt Deutsche Gesellschaft für Psykoanalyse… und Tiefenpsykologie (DGPT).
Peer Hultberg døde den 20. december 2007 i Hamburg.
Abonner på:
Opslag (Atom)