Gangart
REGI: M.M. kommer ind på scenen i Wien. Sludder mudder scenen er Wien en freundlich sommerdag.
M.M:
(TAP. TAP.)
Jeg kan ikke blive ved … det er som om … AT stemmen hele tiden ligger bag mig … med et oprustet strejf af gammel rød måne. Jeg … kan blive gammel rød måne af hele tiden … at strejfe omkring, så jeg kommer omkring; godt nok, men aldrig godt nok, for …. stemmen, der er min, fryser, og det nytter ikke noget at klæde sig ud i stort tøj, jeg er så lille, helt nederst i billedet … så jeg kan ikke blive ved med at klæde mig på, med det store sæt tøj … støj, derfor ønsker jeg ikke noget fra månen der falder og strejfer omkring … det ligner ikke noget, det ligner slet ikke noget – stemmen er hele tiden lidt langsom, og det må være det hæse tøj … jeg går ud fra at tøjet engang har været meget hysterisk … i sin bemaling fra fuglenes lort … SÅDAN helt hysterisk, så lad mig da begynde, du begynder aldrig før du stopper. … Du stopper nu. Ingen grund og ingen forhandling, ingen grund og ingen forhandling. WAK …. WAK … så … går …. vi …. Så … går …. vi!
Skoven er meget skov, en skov der er meget skov. Hvor længe gå rundt som en alt for stor bjørn, spille knæk på grenene. Skoven er mørk, solen er for længst gået ned, man vader sammen med de andre, med går sammen med de andre, men man går ikke man har knækket for sidste gang, hånden der var så meget en lab; labben gik gennem ruden, jeg ved ikke hvorfra volden kom og hvorfor volden skulle stige og nå sit klimaks med en lab gennem ruden, det var næsten som om det ikke sagde nogen som helst lyd, jeg vendte mig. Jo, lige bag mig kun med et par centimeters ingenmandsland – en ny bamse, bamsen kom ikke nærmere, vinduet var så smadret, ånder pustede ud lyset, lyset fik mig rundt, gik mig rundt, drejede mig, vendte mig, alle kunne se pelsen bløde på oversiden af labben. Tilbage til hænder, helt deroppe var hænderne og ingen afstand til hænder og labber, så jeg tog mig af hånden og rakte den væk fra labber til nye labber, så labber tog imod og så gik skoven alligevel ikke mere; det var meget norsk. Norske skove er så dejlige. Ja, norske skove er så dejlige. Hvordan går det? Jeg har det helt ad helvede til, jeg har spillet fodbold lige her, indtil min krop ikke gad mere, hovedet, hovedsageligt – Baselitz har de her store grove hoveder i træ, malet gule – med ét kom månen frem helt betændt. Der er piller mod den slags, sagde bamsen, det var meget sent, månen stod helt betændt midt på himlen og måske var regnen i gang nu, men måske havde regnen været i gang længe. Nok, jeg sagde, nok er nok. Jeg ved jo ikke hvad det betyder. Jeg ved ikke ordene, jeg kender ikke ordene. Jeg kommer dem ikke forbi, de ser ikke lige forbi, hænger ikke ud, det burde være sådan, at være en passiv mand fanget af labber. Der er så mange labber, men hænderne forstår labberne ligner det da i hvert fald på dansen imellem labber og hænder. Dansen ser godt ud: Så jeg ved naturligvis ikke lightere tænder stjernekastere – som barn som lille dyr med få ord, var jeg så bange for fyrværkeri – vi tog til et land. Vi tog til et andet land, men nu er jeg er jeg, siger jeg. Jeg tror ikke mere. Jeg er SÅ meget et hul. Det er meget heldigt. Udsigten, fra hullet, til et landskabs træer, alle bøjende sig over mig, grene helt kradsende hul, ikke hullet, aldrig hullet, men hul lige på mig, så jeg springer ikke op, lader pulsen være dernede. Så om morgenen, skarp sol indad vinduet, gardinerne har været meget rungende som var de af noget kobber og jeg røg kopper ind og ud, mest ind, inde helt indenfor red regnen gennem dagene som om. Nok er jeg blind. Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.
KVINDE:
(Irriteret)
Er du færdig?
Dejlig, ATTER dejlig musik. MOZ. MOTH. BMUEUEUEUEUEUEUEUEUEUEEUE. UBY. Tæppet for.
SLUT.
---
Allan gik rundt omkring. Han mødte en lille mand, manden havde høje tindinger, kort hår, store briller. Manden kiggede nervøst op på ham, Allan, Allan kiggede væk. I det de krydsede hinanden ved Klarboderne, i Centrum, sagde den lille mand noget. Allan hørte ikke hvad den lille mand sagde, men den lille mand så langt fra tilfreds ud. De krydsede hinanden og Allan stillede sig op og fulgte den lille mand gå ned ad Købmagergade, Allan besluttede sig for at følge efter den lille mand. Men skruetrækkeren var ikke brugt på øjnene, skruetrækkeren var jo ikke brugt på øjnene, men Allan var sikker, så sandt som han i virkeligheden rigtigt var født i 1977.
Den lille mand havde en frakke på, frakken var ikke lukket. Allen fulgte efter han, gik uden om folk, der var mange folk på Købmagergade. Allan holdt sig på sikker afstand af den lille mand, han ønskede ham ikke ind i hovedet igen.
Han siger ikke noget, han går: Slæber højre ben efter sig mens venstre ben knækker i en vinkel af 90º, venstre ben roder ned i venstre fod, der tager et træk, så ryger højre ben op ved siden af venstre ben, og højre ben knækker nu i en vinkel af 90º og venstre slæbes, højre ben roder ned i højre fod, det samme, det samme.
Ved Rundetårn smed den lille mand en bunke papirer i en skraldespand ved en bænk. På bænken sad en flok og drak øl. Allan ventede til den lille mand var nået langt pokkers ad helvede til. Allan gik hen til bænken og skraldespanden. Fandt bunken med papirer.
---
WATTS GANGART, BECKETT
Watt’s måde at bevæge sig for eksempel mod øst på bestod i at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og samtidig slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd, for derpå at vende overkroppen så langt som muligt mod syd og samtidig slynge sit venstre ben så langt som muligt mod nord, for derpå igen at vende overkroppen så langt som muligt mod nord og slynge sit højre ben så langt som muligt mod syd …
