SKROP

NOTARIUS MIN SKROP. De lignede, at de gik ud af dem selv. Gik sådan en pæn del ud af kraniet og vakte råb med deres opsigelse, opsigelsen af hud, tænderne kom så fucking først, vred løs, jeg er vred og løs, lænkerne stenede sten, tænderne først som et sygt fremkastet dyr i selvforsvar. De stod naturligvis indeni dem selv, men da de råbte eksploderet. Det flød med rustet blod i en sprængt prop. En duft af rødvin. De sagde ikke så meget bagefter; hånd i hånd, en tid, en hånd i hånd, i tiden, i tiden hvor de gik hånd i hånd, talte, nej det kan ikke være rigtigt, de hviskede lavt til hinanden, så lavt de hviskede til hinanden, og en due lettede ikke, fordi en due ikke lettede, muligvis; et eventyr, hvor en due lettede spiste sov vågnede groede ud af det åbne vindue, så hastigt. Jeg tiger. Jeg tilgiver dem aldrig, for det blod, den sommer, fluerne sad tunge på øjenlågene, han var så blød, og død, død fordi en blødende mand med tunge på øjenlågene fluer er død: Død fordi tunge på øjenlåg fluer – der er sgu ikke meget kamp tilbage hvis øjenlåg besejres af tunge svirrende råbende summende åbnende fluer.