Jeg tænker på dig – på engelsk – så tit og fortjent og dermed ønsket, en almindelig praksis, og tænker fortsat på dig, du som siden elisabethanerne – bortset fra Sterne og Joyce – i den grad har trolovet sproget med forestillingsevnen, og på Melville, om hvis Mardi kritikerne skrev i 1849: ”et omstændeligt, kludret værk af uvis betydning eller ingen betydning overhovedet. Et miskmask … En historie uden fremdrift, uden proportioner, uden slutning … uden mening! En ufordøjet masse af usammenhængende metafysik.”
Ingen er mere skødeløs end du, gør vanskelighederne mindre, selvom du er pakket godt ind i grammatik, i hvilken man almindeligvis skelner mellem syntaks og bøjningslære, hvoraf den sidste tager sig af ordenes bøjninger – bøjninger, der er rettet mod sproget selv er: en indadbøjning. Valgene er altid blevet formet og udført indefra. At vide er rigtigt og at vide er forkert. At glide er, eller kunne være, at nærme sig dig.
I den slags er vi besat af vores eget liv, det liv, der nu er sprog, vægten er flyttet. Vægten er uafladelig midtsøgende, så hvor man før ledte efter et vokabular til ideerne, leder man nu efter ideer til vokabularet. Der er stadig mange. Det er slut med at komponere. Teknikken er meget brudt, og formen er meget tæt. Den slags kan virke overraskende selv nu, skønt det for længst er påkrævet. For efterhånden mange år siden skrev Donne: Some that have deeper digg’d Loves Mine than I, Say, where his centrique happinesse doth lie [Nogle, som har gravet dybere i Kærlighedens Mine end jeg, siger, hvor dens inderste lyksalighed ligger]
Teksten ligger før kompositionen, selvom kompositionen ligger inden i teksten. Den slags oprigtighed er ind imellem flirtende, som oprigtighed næsten altid er. Når elskoven er troværdig, følger den elskeren, og de midtsøgende forfattere afslører deres loyalitet, en kropslig loyalitet. Nødvendigheden er temmelig spredt – i alle tekster. Forunderlige er dimensionerne, og derfor er enhver forundring forståelig – og ofte forstående. Det er det meste andet ikke, men når det sker – fra det afgrænsede til noget uafgrænset – har det tænkt sig frem til forskellige undskyldninger for at få lov at foretage et valg eller udvalg af alt det, der blev siet fra, selvom vi stadig ikke ved, hvad det er. Det oprindelige størrelsesforhold afgør storheden, stemningen, følelsen, tonen, marginen, graden, matematikken, omfanget, tegnet, systemet, jagten, stillingen, kendemærket.
Det midtsøgende har – set inde fra teksten – to kilder, måske tre. Den ene kilde befinder sig i stoffet inden i det sprog, som tilhører personen, der arbejder med stoffet på en personlig og inddragende, men ikke nødvendigvis selvafslørende måde, ja, dét sker faktisk kun sjældent nu; arbejdet foregår ved hjælp af improvisationsteknikker, der bygger på sprogets egne angivelser, på sprogmønstrenes ideer og ideernes indbyggede adfærd og luner; det kan ende med at blive en bevægelse, man er afhængig af, men uden at den er forkert på trods af sin forvrængning, koncentration, fortætning, dekonstruktion og på trods af sine associationer, der eksempelvis kan opstå ved hjælp af ordspil og etymologi; en psykolingvistik fuld af hentydninger. I den anden kilde er det biografien, som udgør teksten. Skriften træder ud af en forudeksisterende tekst, som man selv eller en helt anden har udtænkt. Processen består ikke så meget i at skrive som i at komponere.
Der findes særlige, sammentrækkende rytmer. Den lange linje med dens forgrenede ledsætninger – vilkåret for al indledning – og andre opsamlingsmekanismer er blevet fragmenterede, mens rytmen er blevet fremhævet. Man kan læse. Man kan skrive. Man giver de ustabile vilkår en pause. Elisabethanerne hengav sig til lange systemer, mens vi hengiver os til pauser, uden at standse.
Det midtsøgende kunne for det tredje – og måske allervigtigst – komme af grammatikken imperativer og prærogativer. Det kunne være et værk bestående af eksempelvis konjunktioner, som f.eks. John Lloyd Stephens’: ”Der er ingen umiddelbar forbindelse mellem at tage et daguerreotypi-portræt og at foretage et kirurgisk indgreb, men omstændighederne bringer fænomener, der i sig selv er fuldstændig forskellige, i tæt forbindelse med hinanden, og vi har bevæget os fra det ene til det andet.” Sådan lyder et eksempel på elisbethansk forskruethed. Og i en blå bog med fransk grammatik kan man læse: ”Det er sjældent, man ser substantiver i pluralis blive sat sammen med et verbum, undtagen i poesien.”
Al teori skrives sikrest i tilbageblik. At balancere på en linje er en anledning til at overtræde den. Kritikerne er en optrædende, god eller dårlig. Men overfladiskhed kan være storslået – tænk på heroiske personer som Dr. Johnson, John Donne. Kærligheden var ikke let. Katten får stolen, mens man selv må nøjes med kanten.
Konklusion:
ved som sædvanlig at stå halvvejs under
Oversat af Niels Frank
