SKROP

LAUTRÉAMONT MON, MON MORTE. Det lignede at de gik ud af dem selv. Gik sådan en pæn del ud af kraniet og vakte råb med deres opsigelse, opsigelsen af hud, tænderne kom så fucking først, vred løs, er vrede og løse, lænkerne stenede sten, tænderne først som et sygt fremkastet dyr i selvforsvar. De stod naturligvis indeni dem selv, men da de råbte eksploderet. Det flød med rustet blod i en sprængt prop. En duft af rødvin. De sagde ikke så meget bagefter; hånd i hånd, en tid, en hånd i hånd, i tiden, i tiden hvor de gik hånd i hånd, talte, nej det kan ikke være rigtigt, de hviskede lavt til hinanden, så lavt de hviskede til hinanden, og en due lettede ikke, fordi en due ikke lettede, muligvis; et eventyr, hvor en due lettede spiste sov vågnede groede ud af det åbne vindue, så hastigt. Jeg tiger. Jeg tilgiver dem aldrig, for det blod, den sommer, fluerne sad tunge på øjenlågene, han var så blød, og død, død fordi en blødende mand med tunge på øjenlågene fluer er død: Død fordi tunge på øjenlåg fluer – der er sgu ikke meget kamp tilbage hvis øjenlåg besejres af tunge svirrende råbende summende åbnende fluer.
Bagefter var der ikke så som skygger så som skygger af dem selv var der ikke meget tilbage, for bagefter var der ikke meget tilbage; træerne råbte klokken 17 skarp, kløer, til kirkens dumpe slag, klokken rustede lidt rust af sig, ved sving, væltede op af jorden roden til rødderne røddernes rod da de eksploderede et ansigt, der bagefter – hvor – dér bagefter, langsom, langsom, døde gamle træer, fluerne, kommer fluerne ikke derfra! Men så i morges de går igen, går altid igen, vi kender dem, når de går hånd i hånd altid hånd i hånd, nogen kaster måske det sidst tøjrede fast til munden ekko efter dem, guldet ryger, oser over det hele, men rødderne, optager vi, optager vi pladsen – vi vidste godt, James jamen James, hun sagde sådan, langt ude i synsfeltet kommer natteuglen, kløerne har gravet oversvømmede kældre i kød.